
6 - 2
(4 - 0)

Half Men Half Biscuits
Lokomotivo
Pokalkamp indledende runde
Valby på kunstgræs
Tirsdag den 15. april 2025
Kampstart kl. 18.40
Pokalkamp indledende runde
Tirsdag den 15. april 2025
Kampstart kl. 18.40
Valby på kunstgræs
Pokal-storsejr over yngre Lokomotivo-hold
Ligesom i forrige uge var der en del nervøsitet før kampen. Nervøsiteten blev ikke mindre, da flere blev opmærksomme på, at Lokomotivo-spillerne var yngre end os. Det kan næsten kun være i de mere modne rækker, at det ikke vil blive blive betragtet som en fysisk fordel at spille mod en yngre årgang - ha ha. De lilla drenge bestod af 9 toptrænede og motiverede spillere til dagens pokalkamp mod Lokomotivo i Valby.
Det blev til en super-opvarmning med løb, diverse småspil og sågar straffesparkstræning. Det var jo pokalkamp. Kristian H. Nielsen lurede loko-drengene ud under opvarmningen og stod derefter for det takiske oplæg, som var designet til at matche vores yngre modstander. Det blev også bemærket, at Loko-målmanden ikke var en vanlig keeper, så vi skal have en masse afslutninger på mål, blev der sagt. Og klar var vi efter oplægget. Allerede efter to minutter lavede Jens Andersen et flot løb op igennem banen, fik bolden af Tommy Bigom og med en flot første-berøring kom han alene med Lokos målmand, som på frækkeste vis blev udplaceret. 1-0 til HMHB. Super start på kampen. Knap var vi gået i gang igen, før Michael K. Jensen lavede en suplim aflevering til Tommy Bigom, som resolut tæskede bolden i mål og gjorde det til 2-0. Det var efter blot tre minutter. Derefter skulle der gå hele fem minutter før publikum igen blev forkælet af Tommy og Jens. Denne gang var rollerne dog byttet om - en flot aflevering af Jens til Tommy blev på bedste vis omsat til mål og nu 3-0 til HMHB. Hvilken start på kampen. Det kunne næsten ikke blive bedre og så alligevel. Efter en periode med hård fight lavede Christian Mahrt en flot bolderobring (måske med lidt hjælp fra hånden, men det var kun modstanderne, som så det) og sendte hurtigt bolden videre til Tommy Bigom. Han lavede et stærkt løb op langs kanten og sendte bolden indover, som blev ramt af en lokofod og endte I eget mål. 4-0 var stillingen ved halvleg, så clean sheet til forsvaret og Niels Aarslew på mål. Super flot af alle.
Alle kom stærkt ud til 2. halvleg og allerede efter fem minutter, gjorde Tommy Bigom det til 5-0 efter et flot oplæg. Tommy var i sandt hopla denne aften og allerede fem minutter senere, sendte han endnu en gang bolden i mål efter flot forarbejde af Jens Andersen. Publikum var i vild ekstase. 6-0 til HMHB. Lokomotivo fik dog hurtigt reduceret - og herefter gik kampen ind i en taktisk fase, hvor HMHB blev lidt mere afventende i spillet uden dog at gå ned på fysikken. Lokomotivo fik reduceret til 6-2 nogle minutter før tid, som også blev kampens resultat. Herefter kunne de lilla drenge fortjent modtage publikums hyldest efter en imponerede sejr over Lokomotivo i sæsonens første pokalkamp. Den flotte sejr blev da også fejret med høj stemning på det lokale værtshus. Vores farlige angrebsduo høstede fortjent de fleste stemmer, hvor Tommy Bigom blev dagens mand med 11 stemmer. Han var tæt forfulgt af Jens Andersen med 8 stemmer, som endda benyttede sig af sit privilegie til at afgive en stemme til sig selv. Stor cadeau til duoen. Forsvaret og Niels Aarslew på mål blev belønnet med stemmer efter clean sheet ved 1. halvleg. Kæmpe indsats af alle og god påske derude.
