5 - 1
(1 - 1)
Half Men Half Biscuits
Evil Foot United
Ligakamp i Veteran A
Valby på kunstgræs
Torsdag den 19. oktober 2023
Kampstart kl. 19.50
Ligakamp i Veteran A
Torsdag den 19. oktober 2023
Kampstart kl. 19.50
Valby på kunstgræs
Vind og vilje skaber fornyet håb om bronze
På en råkold og blæsende oktober-aften var der lagt op til E(n) F(orrygende) U(nderholdende) kamp med H(old) M(od) H(erligt) B(året) af håb om, vi kunne hive tre point til kontoen. Det ville bringe os i spil til en bronze-plads. Der var ikke mødt mange entusiastiske tilskuere frem til den spændende forestående kamp, men heldigvis har vi vores enestående LiveFeed, så alle venner, ikke spillende HMHB’er, familie og andre interesserede kan følge med fra sofarækken med en kold pils og høj puls. Og så skete det igen - ak ak. Hurtigt bagud på et mål, der må gå over i HMHB’s historie for noget, der ikke kan betegnes som et drop men derimod et "kunstgræsflop" - at sidde fast i græsset og ikke få fod på en bold i modvind må give minus-XP. Der var kun gået sølle 4 minutter. Havde været så lækkert med en opfølgning af Niels Aarslews flotte clean sheet (i sidste uge, red.), men heldigvis var der som altid klap på skulderen - og fighterånden blev på ingen måde mindre af den dårlige start. I nogle overdådige medvinds-minutter stod der nu HMHB på det hele - og set fra et målmands-perspektiv begyndte det at lede tankerne hen mod Danmark vs. San Marino to dage forinden. Vi havde konstant bolden, trykkede dem i bund og skød konstant på EFU’s mål, men den beroligende udligning lod vente på sig. Så kom forløsningen, tænkte vi, da vi blev tildelt et straffe i det 9. minut vel at mærke på den bekostning, at en EFU-markspiller "tog en for holdet" og reddede med hånden. Dumt træk. Nu var der rødt kort og snart en udligning, troede vi - men desværre brændt af den så ellers velspillende Mark Jaqué. Måske ikke så dumt alligevel med sådan en ofring. Men men men - der blev skruet op for tempo og pres - og heldigvis kom forløsningen i det 26. minut, da Tommy Bigom flot fik udlignet med lækker assist af den evigt hårdt kæmpende forsvarsspiller Michael K. Jensen. Vi gik til pausen med 1-1.
Trods den ubehagelige modvind i sigte var der kampånd, tro og vilje på, at vi kunne vinde 2. halvleg. Vi vidste, det ville lykkes at køre dem trætte med en mand i overtal - og det var absolut en mulighed at hive de tre point hjem. Mark Jaqué skulle ikke bruge mange minutter i 2. halvleg til at øge føringen, da han med assist fra Kristian H. Nielsen tørt satte det kolde hug ind og samtidig viste, hvordan han egentligt ville have skudt straffesparket. Tre minutter efter var han igen på spil efter en smuk assist fra Tommy Bigom og fik os på 3-1. Atter fire minutter senere efter tålmodigt opspil blev det nu Mark Jaqué, der assisterede den evigt hårdt arbejdende Tomas Rasmussen, som køligt fik lagt bolden i nettet til 4-1. Dominansen var total, men midt ud af det blå eller pga. den overraskende medvind fik de en chance, der med en refleks blev reddet af Lars-Martin Søderlund, som dermed fik halvlegs clean sheet nr. 25 til fortsat at være indenfor rækkevidde. Referat-skribenten havde sjovt nok før kampstart skrevet til Claudius Larson "Ses til en 4-1 sejr i Valby. 2-1 hvis der går San Marino i den". Det gjorde der bestemt ikke - og bedst som jeg stod og følte mig som spåmanden fra Amager, lod Claudius Larson sig indskifte og med vanlig lækker stil, førte han smukt bolden frem. Et par hurtige ryk, kiggede op og nåede vel at tænke - "hvis jeg spiller Mark Jaqué, kan han fuldende dagen med et hattrick - og der bliver mere til statistik-regnearkene". Tænkt som gjort. En helstøbt holdindsats var ved måls ende. Vi kan skimte bronzemedaljerne - og hvis vi med samme holdånd, fight og skarphed (som i 2. halvleg) møder vores sidste modstander den 26. oktober på Kløvermarken - jahhh, så er vi jo pludselig i bronze-alderen for voksne.