2 - 0
(2 - 0)
Half Men Half Biscuits
FC Olmofo
Ligakamp i Veteran A
Kløvermarken på kunstgræs
Onsdag den 11. oktober 2023
Kampstart kl. 21.00
Ligakamp i Veteran A
Onsdag den 11. oktober 2023
Kampstart kl. 21.00
Kløvermarken på kunstgræs
Sprøde point holder liv i bronze-håbet
Kløvermarken lagde bunden til sæsonens andet møde med FC Olmofo - en modstander vi har det vældig godt med efter tre sejre og et nederlag som udfald. Denne aftens kamp bød på en velfortjent 2-0 sejr, selvom det ifølge chancerne nok burde have være 5-3, som også andetsteds beskrevet.
Storspillende Niels Aarslew, som ikke havde haft handskerne på længe - først pga. corona og dernæst pga. ferierejse, var knivskarp i målet, når det virkelig gjaldt. Det gav ham hans første full time clean sheet ever for vores stolte klub - fremragende. I alt blev det vores 109. og 110. halvlegs clean sheet. I forsvaret huserede Michael K. Jensen med et imponerende stort løbepensum og en arbejdsvillighed, som også bragte ham til sjældne aktiviteter på den offensive side af midterlinjen. Han fik således scoret til 2-0 efter 12 minutters spil efter oplæg fra en anden forsvarskollega, Christian Mahrt. Michael huggede til fra distancen - og bolden svævede over masser af veteran-hoveder i sin perfekte bue. Tommy Bigom steg til vejrs men undgik klogeligt at røre bolden, så den helt af sig selv dumpede ned bag en høj og noget uortodoks Olmofo-målmand, som yndede at bokse bolden væk så ganske ofte. Og så tilbage til assistør Christian Mahrt, som har svært ved at finde rytmen, når det kommer til rettidig ankomst. I kampen leverede han derimod en holdindsats med gode pasninger og fine blokeringer. Ind imellem hang markeringerne dog lidt hos manden i trekants-forsvarets spids. Kristian H. Nielsen endte som så ofte før med blod på knæene efter en kamp - og den slags kommer ikke uden grund. Forsvarsgiganten smider sig nemlig gerne ind i glidende taklinger og holder sig aldrig tilbage i sin jagt på holdets bedste. Stærke blokader både med fødder og hoved er klubmandens varemærke. I hans årer bruser lilla blod.
På midtbanen var mange go’e kræfter samlet. Anfører Jens Andersen udviste ved flere lejligheder både klogskab og snilde. Han kun bliver bedre og bedre i sin boldomgang og fik slået nogle glimrende pasninger under stadion-lamperne. Ved en enkelt lejlighed fik han chancen foran mål, men bolden var for langt fra ham og træffet mislykkedes. Peter Due er et flittigt løbende aktiv for holdet - det blev til mange og lange spurter langs sidelinjerne. Han blev kun sjældent (hvis overhoved) overhalet af de grønne (normalt mørkeblå) Olmofo’er. Nicolaj Hermansen er hurtig i både tanke og handling og bidrager bredt og godt rundt om på banen. Han er i sandhed en all round spiller, som mestrer alle facetter af spillet. Den elegante slider kunne passe ham godt som overskrift. Franskmanden Mark Jaqué ved hvordan, man scorer mål. Det demonstrerede han igen i denne kamp - og sikke et mål, han fik sat ind. Han modtog en aflevering fra Michael K. Jensen - nok næppe tænkt som en assist men det blev det. Mark driblede lidt rundt og huggede hårdt og godt til bolden fra mellemdistancen, så den ramte underkanten af overliggeren. Det var så målet til 1-0, som samtidig var klubbens 700. mål all time. Kampen igennem havde Mark flere go’e aktioner - især de offensive. På et tidspunkt blev han ramt af en bold på øret og måtte udgå med den noget sjældne fodboldlidelse af nedsat hørelse. Myreflittige Tomas Rasmussen piskede rundt i en arbejdsradius, der dækkede omtrent hele banen - han er vitterligt manden, der aldrig giver op. Han gjorde sig nyttig både bagerst og forrest - og både rygtet og statistikken fortæller historien om nu fire sejre i streg, når Tomas er i truppen. Til sidst men absolut ikke mindst finder vi Tommy Bigom, der som frontmand og efter forfatterens bedste fodboldforståelse spillede en ret så fin kamp, der imidlertid ikke udløste mål. Tommys ihærdighed fornægtede sig dog ikke - og hans bidrag til 2-0 scoringen således heller ikke. Det blev til flere nærgående forsøg og næsten-assists samt en masse kropsstyrke i direkte dueller med både en og to af de grønne.
Som anført i indledningen var det en chancerig kamp, hvor sprællende målmænd og uheld begrænsede antallet af scoringer. Spænding var der dog så rigeligt af - og mindst fire gange prellede bolden af på stolper og overligger. Ude omkring i stuerne var der indtil flere følgere af LiveFeedet - noget danskerne virkelig har taget til sig. Bronze-håbet lever fortsat.
Som en fodnote vil jeg af ren statistisk kærlighed svare på spørgsmålet, jeg over øllet efter kampen modtog fra kampens bedste spiller, Michael K. Jensen. Han både assisterede og scorede som bekendt mål i aftenens kamp - men var det mon sket tidligere. Tvivlen nagede alle, der lyttede med. Det kan her oplyses, at det faktisk er sket tidligere. Michael scorede et og assisterede et mål i samme kamp den 23. maj 2013 - for mere end 10 år siden. Det skete i 9-1 nedslagtningen af De Grønne Slagtere. Som en fodnote til fodnoten kan det endvidere oplyses, at jeres formand i netop denne kamp scorede sit eneste hattrick i karrieren.