1 - 2
(1 - 1)
Half Men Half Biscuits
BKC
Ligakamp i Veteran A
Kløvermarken på kunstgræs
Fredag den 14. april 2023
Kampstart kl. 19.50
Ligakamp i Veteran A
Fredag den 14. april 2023
Kampstart kl. 19.50
Kløvermarken på kunstgræs
Det mærkeligste selvmål
BKC blev vores unikke modstander nr. 76 på en sen fredag aften helt uden forår i luften på Kløvermarkens kunstgræs-tæppe. Vi tabte ufortjent med 1-2 på personlige fejl i et ellers meget velspillende målmand-forsvar samarbejde. Kristian H. Nielsen blev udråbt til anfører, da den normale armbinds-bærer, Jens Andersen, ikke var klar til kampstart. Energien var tydeligt bedre, end den har været i sæsonens to første kampe - og vi var som sådan klar fra start. Det til trods fik BKC (den ukendte forkortelse) scoret til 1-0 efter blot 6 minutter - et koks i vores bagerste kæde gav den en nem vej til føringen. Spillet bølgede frem og tilbage i 1. halvleg med chancer til hvert af holdene. Tommy Bigom på toppen var kommet sig næsten helt over en anspændt akillessene, som har generet ham gevaldigt i opstarten af 2023-kampagnen men gik ikke desto mindre målløs fra banen for 3. kamp i streg - hvilket er hans længstvarende måltørke i HMHB-karrieren. Udligningen til 1-1 var temmelig speciel. En lang håbefuld aflevering fra en stærkt spillende Kristian H. Nielsen resulterede i et mærkværdigt selvmål. Måske var det et forsøg på at sparke bolden væk - måske en art tæmning - bolden endte helt sikkert mod hensigten med at blive flugtet halvt over den selvmålsscorende spiller og droppede ind bag målmanden til udligning 1-1 efter 28 spilleminutter. 1-1 var pausestillingen.
2. halvleg var mest på vores præmisser. Vi var i overvejende grad spilstyrende og kom frem til flere ganske farlige chancer og til sider ret så udmærket forsøg. BKC havde valgt at skifte målmand til denne 2. halvdel - og det var en fremragende idé. Den nye nr. 1 leverede glimrende redninger og udstrålede stor sikkerhed. To gange brændte det for alvor på hos BKC. En bold ramte roden af den ene opstander og trillede langs stregen blot for at fortsætte urørt forbi den anden opstander. Ved en anden lejlighed kanonerede Mark Jaqué kuglen mod mål på en stenhård og lækker helflugtning. Den nye målmand klarede dog frisag med en feberredning. Inden disse to episoder havde BKC for anden gang udnyttet usikkerhed i vores bagerste led. En risikabel aflevering blev ikke sparket væk af en ellers skarp Niels Aarslew på mål - og selvom samme Niels fik en hånd på ved at kaste sig baglæns ned, blev målet i det blot 33. minut kampens sidste. Vi pressede på for en udligning - men den kom aldrig. Tomas Rasmussen spillede en beskeden del af kampen, da hans gamle fiber fortsat driller midtbanedynamoen.