1 - 6
(1 - 2)
Half Men Half Biscuits
Fusion 06
Ligakamp i Veteran A
Valby på græs
Tirsdag den 6. september 2022
Kampstart kl. 18.40
Ligakamp i Veteran A
Tirsdag den 6. september 2022
Kampstart kl. 18.40
Valby på græs
Fantastisk festfyrværkeri af sprudlende offensiv teknisk fodbold!
Halfmen dominerende overfaldsfodbold og kreative boldomgang sætter uophørligt Fusions mandskab under pres og - nåh, nej. Det var vist ikke helt sådan, det foregik. De halvkiksede mænd lignede mest af alt tredjeårseleverne fra balletskolen i kamp mod et rugbyhold fra Birmingham. Allerede fra start viste Fusion, at de ville hævne nederlaget fra seneste møde - og de viste tænder med et par særdeles nærgående forsøg. Det skulle da heller ikke vare længe, før de kom foran 1-0 på et hovedstød helt op af højre opstander. Da spillet ikke fungerede optimalt - endsige overhovedet - for Halfmen, måtte vi ty til en alternativ taktik, hvor vi snedigt overlod bolden til modstanderne for at give dem mulighed for at score selvmål – og det lykkedes. 1-1. Derefter måtte Fusion have indstillet kompasset, for de fandt i den grad ud af, hvor Halfmens mål stod og satte konstant boldholderen under pres, hvilket i sammenhæng med den kollektive udeblivelse af løbevillighed og afleveringsnøjagtighed fra de halvkiksede mænd betød, at kampen blev en ensidig affære.
Det blev 2-1, 3-1 og 4-1 på en blanding af godt spil fra Fusion og blinde vinkler i forhold til opdækning mm. fra Halfmen, før et par sædvanligvis bærende kræfter (d’herrer Tommy Bigom og Christian Mahrt) besluttede, at nok var nok og lod sig udvise for resten af kampen med gule kort. Måske mente dommeren i et anfald af mangel på egentlig grund til kortspil, at han i det mindste kunne skåne et par spillere for mere ydmygelse. Med to mand i underskud samt med de resterende halvmænd i groggy og desillusioneret tilstand - men dog forbilledligt kæmpende - var det ingen sag for Fusions hævntørstige og nådesløse spillere at slå sømmet i ligkisten med yderligere to mål til slutresultatet 6-1.
På den positive side for de halvkiksede må nævnes sammenholdet og kammeratskabet, der tydeligst af alt markerede sig ved at Michael K. Jensen udførte et smukt streakingnummer på sidelinjen for at opmuntre de på banen tilstedeværende spillere (fotodokumentation forefindes). Han må have set det i en drøm på sin 5-timers sofalur, der også indebar en mindre ankomstforsinkelse. Derudover havde Tommy Bigom Halfmens eneste nærgående forsøg direkte på frispark (også her forefindes dokumentation). Som en markering af, at kampen bedst egner sig til glemmebogen, kunne man efter matchen konstatere, at det bedste ved kampen var de kolde øl.