3 - 4
(3 - 2)
Half Men Half Biscuits
FC Pastis
Ligakamp i Veteran A
Valby på kunstgræs
Fredag den 2. september 2022
Kampstart kl. 18.40
Ligakamp i Veteran A
Fredag den 2. september 2022
Kampstart kl. 18.40
Valby på kunstgræs
Fuldstændig fremragende forhold for fabelagtige, formstærke, flamboyante fodboldspillere
Vejret var perfekt. Solen glitrede elegant – ja, nærmest filmisk – i de smukke, lilla spilletrøjer, der som vanligt sad som malet over Half Men Half Biscuits’ spændte brystmuskulaturer. Vi ved vel, hvad tøserne kan li’! Årsagen til, at de stolte fodboldgladiatorer i lilla atter var samlet, var fredagens fodboldbrag mellem HMHB og FC Pastis. Sidste gang klubberne mødtes, blev der kælet for tilskuerne med masser af mål og skiftende føringer. HMHB førte dengang 4-2 ved pausen men gik fra banen med et nederlag på 4-5. Smertefuldt. Et resultat der skreg på revanche.
Derfor var det naturligvis otte stærkt opsatte spillere, der stod klar på den fine kunststofbane i Valby. Kristian H. Nielsen var anfører på dagen. Et ansvar han forvaltede på fornem vis – nul dømte frispark imod der Führer og masser af vigtige clearinger. Stærkt. Og endda et mulehår fra at score i sidste minut. Med den nedgående sol i ryggen skulle man tro, vi ville sætte os på kampen fra start. Det skete ikke. I stedet gik der kun 40 sekunder, inden en sagesløs Niels Aarslev måtte hente bolden ud af nettet. 0-1 på 40 sekunder! Så er man altså ikke klar fra start… Et fokuspunkt frem mod vores næste kampe. Til gengæld vækkede målet os, og der gik kun 40 sekunder, inden vi havde udlignet. Man skal ikke tirre den lilla tiger! Nikolai Winther lagde en sukkerbold til Peter Due, der overlegent prikkede bolden i kassen til 1-1. Lækkert samarbejde af de to offensive kræfter. Målet til 2-1 blev sat ind af Christian Mahrt, der havde forvildet sig op i modstandernes målfelt og satte en uassisteret Jon Dahl Tomassonsk inderside på for derefter at gå i total fodboldekstase. To mål i de tre seneste kampe er et uhørt højt snit for manden, der aldrig scorer. Lidt uvirkeligt – som Jeppe, der vågner i baronens seng. Pastis spillede faktisk bedre, end den grønne væske smager. Og de fik fortjent nok udlignet til 2-2. Det tog ikke modet fra vores dynamiske duo fra 1-1 målet. Denne gang dog med omvendt fortegn. Peter Due assisterede Nikolai Winther til en 3-2 føring, der holdt halvlegen ud. Godt begyndt er halvt fuldendt. Men kunne vi holde dem fra fadet en hel halvleg mere? Slog kræfterne til? Svaret er nej.
I 2. halvleg kom vi under et relativt tungt pres, som vi havde svært ved at spille os ud af. Det blev både 3-3 og 3-4, uden vi havde et modsvar. Alligevel gravede vi dybt i de sidste 5-7 minutter og fandt kræfterne til at lægge et pres op mod Pastis’ målfelt. Vi kom rigtig tæt på flere gange, men manglede måske også lidt held i de afgørende situationer. Ind ville bolden ikke. Da vi takkede Pastis for kampen, sagde flere af deres spillere, at det nok havde været mest fair med en uafgjort. Det varmer, men det tæller naturligvis ikke i tabellen. Så på trods af et ærgerligt nederlag var det en superfed kamp med masser af gnist og fine detaljer. Og det er altså både stærkt og imponerende, at tre af HMHBs ukampdygtige spillere var mødt frem for at støtte holdkammeraterne en sen fredag eftermiddag. Det er bare vildt god stil! Og det er min klare vurdering, at havde bare én af de tre stjerner på sidelinjen kunnet spille på dagen, så var kampen tippet over til vores fordel. MOM blev delt mellem Nicolaj Hermansen og Christian Mahrt.