0 - 3
(0 - 1)
Half Men Half Biscuits
Wiseguys
Ligakamp i Veteran A
Valby på græs
Tirsdag den 16. august 2022
Kampstart kl. 17.30
Ligakamp i Veteran A
Tirsdag den 16. august 2022
Kampstart kl. 17.30
Valby på græs
Overlegent spil mod tophold fører stadig til nederlag
Til kamp mod topholdet Wiseguys. Er det nu de dejlige kiks viser deres overlegne spil frem? Dommeren fløjter til kampstart. Halvkiksene lægger stærkt ud, som er de fast besluttet på at opnå et godt resultat - og hvis man skal gætte, hvem der er tophold ud fra spillet på banen, vil man nok gætte på de lilla-farvede kiks. Solen bager ned over spillerne som i en glohed ovn, og banen er tør og hård som en granitklippe fra Bornholm! Heden suger konstant kræfterne ud af alle spillere. Der er dog stadig lidt stivhed, der skal ud af kroppen fra kiksene - blødt op i en god kop te. En typisk mangel på koncentration, som vi desværre har set i mange kampe, fører til alt for meget plads og tid til modstanderne - og den plads skal man ikke give et tophold. Wiseguys scorer deres første mål, da deres angriber modtager bolden lidt over halvvejs på kiksenes banehalvdel, dribler og afslutter på mål uden pres, dog får en hurtig forsvarsspiller blokeret skuddet - desværre bare ikke nok til at dirigere bolden væk fra mål - og deflektionen efterlader vores ellers godt spillende målmand, Niels Aarslew, komplet chanceløs. 1-0 til topholdet. Halvkiksene fortsætter ufortrødent - og spillet bliver konstant bedre og mere skarpt. Vi dominerer spillet med kreative bevægelsesmønstre og løb for hinanden, der skaber plads og huller at løbe i. Vi fremviser fremragende fodboldkundskaber med kreative vertikale driblinger, som forbløffer både modstandere og medspillere, skaber åbning efter åbning til kiksene højt oppe på modstandernes banehalvdel. 1. halvleg bliver dog fløjtet af uden en reducering.
Fra starten af 2. halvleg sætter vores dejlige kiks yderligere tempo på spillet og bevæger sig i sindrige mønstre for hinanden, der skaber masser af plads og chancer. Det virker uundgåeligt, at kiksene vil score før eller senere, men på trods af forsøg på forsøg vil bolden ikke over den hvide linje mellem målstolperne. Chancerne kommer fra alle sider, skud på mål, indlæg, headers og forsøg der går fortvivlende tæt på stolperne men ultimativt forbi! De salte kiks sætter tempoet højere og højere og presser modstanderen i bund, samtidig med at 2. halvlegs-minutterne tikker, men der kommer ingen forløsning. Da kampen langsomt rinder ud - og kiksene bliver mere trætte i den ekstreme hede samt tager større chancer for at vende kampen, lykkes det nu mere for Wiseguys at komme til chancer især på spilvendinger og løb i dybden, når Halfmen taber possession. Stadigvæk er Halfmens disciplinerede organisation på plads, så det ikke bliver til de helt åbne chancer for topholdet, som dog alligevel øger til 2-0 efter et hurtigt kontraangreb, hvor de trækker forsvaret skævt og placerer bolden helt ude ved venstre stolpe - uden for målmandens rækkevidde. I midten af 2. halvleg går forsvarsspilleren Michael K. Jensen op i en hovedstødsduel med en af de mere kampivrige modstandere, som kaster sig baglæns og header bagud samtidig med resulterende i en hovedskade og et cut lige over venstre øje. Michael falder til jorden og styrtbløder som en anden Gert Bo. Han kan desværre ikke fortsætte kampen og må skiftes ud. Kiksene kæmper stædigt videre men på grund af det massive offensive pres og den trods alt snigende træthed hos Halfmens krigere i den trykkende hede, lykkes det topholdet at komme på 3-0 på endnu et kontraangreb.