2 - 4
(0 - 2)
Half Men Half Biscuits
FC Veto
Ligakamp i Veteran A
Valby på græs
Tirsdag den 3. maj 2022
Kampstart kl. 19.50
Ligakamp i Veteran A
Tirsdag den 3. maj 2022
Kampstart kl. 19.50
Valby på græs
Tunge drenge koster dyrt
Før kampen blev fløjtet i gang, fejrede vi Søren Boysens 100 kamps-jubilæum foran de klappende, begejstrede og beundrende halve kiks-spillere. Alle drømte hver især, at "engang vil det være mig". Også modstanderne tog del i den ærefulde procession.
Kiksene startede kampen ud i et tempo, der mindede om fossilisering af en kæmpeøgle i kridttiden (meget, meget langsomt, red.) Half Biscuits stod som udgangspunkt forkert på banen, hvilket gjorde, at spillet ud fra forsvaret var ineffektivt og tungt. Modstanderne udnyttede det ad to omgange. Deres første mål kom ved, at de fik lov til at løbe upresset mod mål fra midten. Michael K. Jensen gik frem for at presse og gled prompte i græsset i sine træningsfutter, da han havde glemt sine fodboldstøvler - og sine skinner og kom for sent. Veto spurtede frem og tonsede bolden ind i mål fra afstand fuldstændigt utageligt for Lars-Martin Søderlund i målet. Med fortsat rodet spil og halsende efter Veto-spillerne gav Half Biscuits mange opløb til chancer væk. Forsvarsmonsteret Michael K. Jensen gled endnu engang i græsset ved boldmodtagelse og fik den kun lige prikket væk med pres til følge, der ledte til endnu en chance til modstanderne. Holdleder Claudius Larson udskiftede nådesløst forsvarseksperten fuldstændigt uden hensyn til hvilken påvirkning og effekt, det kan have på spillerens selvtillid resten af sæsonen. Modstanderens næste mål kom ved en fantastisk header ude fra feltet lige under overliggeren, som vores målmand var millimeter fra at få fingrene på. 2-0 til Veto. Kort efter blev forsvarsklippen Michael K. Jensen sat ind igen - nu med påmonterede fodboldstøvler fra træningstasken, som har tilhørt den tidligere superdribler, playmaker, anfører og assistmaker. Magien fra støvlerne fra den tidligere stjernespiller blev med det samme overført til Michael, som pludselig faldt langt mindre over sine egne fødder! Med fornyet energi fik kiksene styr på deres organisation og havde nu overtaget på banen. Det holdt halvlegen ud - dog uden scoringer, hvorfor stillingen ved pausen var 0-2.
2. halvleg. De kiksede fortsat, hvor de slap med langt bedre organisation og pres. Mark Jaqué var tilbage på sit normale høje niveau, driblede og skabte chancer i smukt samspil med Tomas Rasmussen, der lavede tunnel ude på venstrefløjen på den stakkels modstander og strøg forbi ham med kurs mod målet. Endelig gav kiksenes indsats bonus med et hårdt skud fra jubilar Søren Boysen. Bolden røg via en modstander videre til Tommy Bigom, som i samme bevægelse sparkede den resolut i kassen til reducering 1-2. Vores forsvar var ellers på plads, men FC Vetos fløj fik lov til at løbe ind i feltet uforstyrret og hakkede bolden ind til 1-3. Resten af halvlegen havde de halvkiksede et overtag på banen, men de kunne simpelthen ikke få kugle-læderet over stregen. Det udnyttede Veto til at komme yderligere foran først med et skud inde i feltet, som røg gennem benene på vores målmand, som dog gjorde det rigtige ved at gå frem og dække målet, men heldet var med modstanderen i denne situation. 1-4. Jubilar og ny fast straffeskytte - i hvert fald de næste 5-6 år, eller til han brænder - Søren Boysen udførte det bedst sparkede straffespark nogensinde set på dette niveau. Undertegnede kan kun opfordre alle til at se videoen med den smukke, smukke udførsel. Reducering til 2-4 hvilket også blev slutresultatet.
De kiksede gik fra banen en anelse slukørede, men især 2. halvleg gav en fantastisk kamp, hvor begge hold udfordrede hinanden. En særlig bemærkning omkring dommeren må også lige luftes her, da han leverede en fantastisk præstation, hvilket absolut ikke er sædvane i vores række. Michael KJ, Forsvarstalent og forfatter.