1 - 3
(0 - 1)
Half Men Half Biscuits
RKS
Ligakamp i Superoldboys Ligaen
Espelunden på græs
Torsdag den 13. august 2020
Kampstart kl. 18.25
Ligakamp i Superoldboys Ligaen
Torsdag den 13. august 2020
Kampstart kl. 18.25
Espelunden på græs
10. kamp på Espelunden
RKS mødte vi i dag for 2. gang all time. Sidste sæson spillede vi mod det Rødovre-baserede hold i forsommeren og vandt ved den lejlighed knebent 4-3 - og det efter at have ført hele 4-0. RKS er et hold, man ikke helt ved, hvor man har. Flere af deres spillere er hurtige, nogle er tekniske - mens andre har stærk fysik. Der er udsving i kvaliteten af deres spil - topniveauet kan true alle hold i rækken, mens bundniveauet giver muligheder for modstanderne.
Vi lagde pænt ud og havde bolden mest, leverede i 1. halvleg et opbyggeligt og fornuftigt pasningsspil, som bibragte os pæne chancer. Nicolaj Hermansen startede lidt overraskende på toppen og viste farlighed ved flere lejligheder. Han huggede godt til fra distancen - og bolden susede snert forbi trekantsammenføjningen. Han opsnappede også en let upræcis og halvhøj aflevering et par modstandere imellem med et cirkelvrid på det ene ben og driblede sig derefter til et afdæmpet skud, som blev rettet af et par gange - og til sidst trillede bolden lige forbi den ene opstander. Morten Østergaard havde også et resolut forsøg fra kanten af feltet efter en skrå tilbageaflevering - alle på sidelinjen så bolden i mål, men den ramte desværre det udvendige sidenet. Michael K. Jensen, Kristian H. Nielsen og Morten Østergaard havde også noget at se til i forsvaret men stod for det meste godt imod RKS’ udmærket angrebsspil. 61-årige Niels Aarslew på mål viste flere gange i løbet af kampen - særligt i 2. halvleg - stort format og blokerede mange velkvalificerede afslutninger både med fodparader, hurtige reflekser og kloge indgreb. Ved én lejlighed kunne forsvar og målmand desværre ikke forhindre scoring, hvorfor RKS førte 1-0 ved pausen.
I 2. halvleg havde RKS teten det meste af tiden. Vi blev mere usammenhængende og nok også mere trætte, end dagens modstander var. Det til trods fik vi udlignet til 1-1 ved Nikolai Winther efter assist fra Søren Becker. Målet var ingen skønhed og mest af alt resultatet af boldens hoppen og dansen mellem hurtige fødder blandt venner og fjender - men ihærdigheden gav altså mål. Det var ikke særlig længe, at stillingen var 1-1. RKS kom til en lidt ærgerlig chance, hvor dommeren kort forinden nok overså et frispark til os. Først skød de på opstanderen men fik scoret i efterfølgende moment. Anfører og legende Jens Andersen pressede tropperne op i gear, men kræfterne var sparsomme, det blev mest til lange fremlægninger, som dog kastede et par løse chancer af sig. Desværre var RKS ikke færdige med at score mål og lukkede kampen til 3-1.