6 - 3
(3 - 1)
Half Men Half Biscuits
Søværnets IF
Ligakamp i Superoldboys Ligaen
Valby på kunstgræs
Mandag den 2. september 2019
Kampstart kl. 17.30
Ligakamp i Superoldboys Ligaen
Mandag den 2. september 2019
Kampstart kl. 17.30
Valby på kunstgræs
Internationalt niveau
To gange tidligere har modstanderen heddet Søværnets IF. For præcis 4 måneder siden tabte vi med ubehagelige 1-6, og for knap 7 år siden den 13. september 2012 gik det ikke meget bedre, da vi tabte med 2-7 dengang i pokalkvartfinalen. I dag til gengæld udviste Half Men Half Biscuits spil fra allerøverste hylde båret af gejst, vilje og klogskab. De mange tilskuere fik oplevelser til et helt liv på kunstgræsbane 43 i Valby Idrætspark - et umage sted for "noget ganske særligt". Forfatteren har under tilblivelsen af nærværende resumé valgt at lade skriveriet ledsage af en Aultmore, som rummer nogle af de samme kvaliteter, som Half Men’s storslåede præstation i dag - en elegant og velafbalanceret nydelse med afmålt sødme og skarphed. Til sidst fyldes kroppen med varme og ro. Til de uindviede kan det som en særlig service nævnes, at der er tale om en skotsk single malt whisky fra Speyside regionen.
Tommy Bigom spillede i dag sin kamp nr. 96 - og leverede en præstation på et niveau, som ikke kan rummes af en traditionel skala. Den store angribers potentiale blomstrede i fuldt flor, så det burde være tydeligt for enhver, hvorfor selveste Real Madrid for nogle sæsoner tilbage sendte en forsigtig føler i retning af Half Men Half Biscuits’ bestyrelse vedr. en mulig transfer. Bestyrelsen responderede venligt men bestemt med: "El jugador no está en venta" (spilleren er ikke til salg, red.). Bestyrelsen valgte ved den lejlighed ikke at involvere Tommy i henvendelsen. Han skulle jo helst ikke forstyrres i spillet på banen, hed det sig. Tommy nettede fem gange på to assists af Janus Clemmensen, en sjælden en af Michael K. Jensen, og en af Søren Boysen.
Og så var der i øvrigt også andre superbe præstationer af spillere i lilla trøjer i dag. Hver som en havde kvalitet i støvler, hoved og krop mod et ganske stærkt Søværnets IF. Janus Clemmensen viste, hvorfor ingen anden beskrivelse end "fuldkommen" var dækkende om hans indsats. Janus udviste stor fight, løbevillighed og overblik og scorede kynisk direkte på frispark. Michael K. Jensen havde ondt i hver fiber i sin krop (sådan så det i hvert fald ud), men han tvang ganske enkelt kroppen til at yde en energisk, tilpas pågående og intelligent præstation - en udsøgt nydelse. Kristian H. Nielsen, som tidligt i kampen fik en lille fibersprængning, leverede gang på gang storslåede indgreb præget af hans enorme fodboldforståelse og åbenlyse kærlighed for klubben. Søren Boysen var både med fremme og med tilbage. Kæmpen leverede på et fastholdt højt niveau fra første til sidste fløjt og var konstant enten en bølgebryder eller en trussel. En sand fornøjelse. Og så var der anfører Jens Andersen, vis udstråling og gennemslagskraft ingen betvivler (selv ikke klubbens mangeårige formand). Han bandt holdet sammen og udviste både ro og format - og så spillede han en rigtig go’ omgang fodbold. En "helt sin egen" lederskikkelse på banen.
Til sidst kan det nævnes, at kampen blev vundet med 6-3 efter 3-1 ved pausen, at Kristian H. Nielsen fik gult kort, mens han stod på sidelinjen, at vi hamrede bolden på træværket 3 gange - og at det var holdets sejr nr. 70 i 149 kampe.