4 - 3
(2 - 2)
Half Men Half Biscuits
Arriva Ejby
Ligakamp i Superoldboys Ligaen
Espelunden på græs
Tirsdag den 28. maj 2019
Kampstart kl. 18.25
Ligakamp i Superoldboys Ligaen
Tirsdag den 28. maj 2019
Kampstart kl. 18.25
Espelunden på græs
Stærkt comeback og kønne mål
Kampen blev fløjtet i gang, og vores modstander, Arriva Ejby, kom med fuld damp tordende mod vores forsvar. De generelt behændige bus-folk bestemte det meste i den første kvarte del af kampen. Gode individuelle præstationer overrumplede os ved flere lejligheder, hvilket førte til to raske scoringer. 0-0 blev hurtigt forvandlet til 0-2, før vi vidste af det. Den nye situation vækkede os imidlertid til live, kampen skiftede karakter, og vi havde pludselig taktstokken. På allersmukkeste vis slog Morten Østergaard en superb høj tværaflevering til Jens Andersen. Anføreren tog elegant bolden ned og assisterede ultrafarlige Tommy Bigom, som bragede kuglen i mål. Målets bagstiver rystede stadig, da vi forlod anlægget efter kampen. Udligningen kom efter en lang vellykkede fremlægning i medløb til Tommy Bigom, som med en forsvarsspiller i hælene, og en målmand, som først gik frem og så tilbage, endnu engang viste formatet og scorede hårdt og præcist til pausestillingen 2-2.
De halve mænd og halve kiks var opsatte på meget mere i 2. halvleg og vedholdte overtaget det meste af tiden. Arriva havde dog også sine perioder med nærgående forsøg. Vores forsvar var disciplineret, og de seneste to sæsoners Årets Spiller, Michael K. Jensen, viste stort overskud samt konsekvente og veltimede indgreb. Målmand Lars-Martin Søderlund leverede flere glimrende indgreb og vigtige redninger kampen igennem. Vi kom på 3-2 ved "evighedstopscorer" Tommy Bigom, som driblede og driblede Arriva rundtosset, før bolden allernådigst blev puttet til hvile i netmaskerne. Det blev også 4-2 ved Jens Andersen, som viste sjælden høj fart og huggede resolut bolden op i trekanten. Smukt og kraftfuldt. Som en spiller sagde efter kampen, så skal man sgu udnytte en Jens i fart. Arriva gav det sidste, de havde i sig og fik reduceret til kampens slutresultat 4-3. Til sidst bør det nævnes, at Tommy Bigom frækt skød under en hoppende mur på et direkte frispark. Bolden bragede af på roden af stoplen og forsvandt væk fra det hele.