2 - 2
(1 - 0)
Half Men Half Biscuits
EEA
Pokalkamp gruppespil
Kløvermarken på kunstgræs
Torsdag den 24. maj 2018
Kampstart kl. 18.25
Pokalkamp gruppespil
Torsdag den 24. maj 2018
Kampstart kl. 18.25
Kløvermarken på kunstgræs
Uafgjort mod de irske kæmper
Dagens pokalkamp mod irske EEA foregik under optimale betingelser - en skøn sommeraften med en let brise. Det irske hold bestod for hovedparten af nogle erfarne spillere med mere end et par år på bagen og mere end et par grå sting i håret. Ud fra deres kropsbygning kunne man også ane en vis erfaring fra den grønne øs talrige pubs. Kampen startede fredeligt. HMHB spillede sig sikkert rundt og blev på den anden side ikke presset voldsomt af det irske hold, som ikke løb meget mere, end de sandsynligvis gør på en god fredag aften på pubben. Tanken faldt hurtigt på, om vi skal have tocifret målscore i dag, og om vi endelig oplever et clean sheet? På trods af det massive spilovertag, kneb det dog med at spille sig frem til de helt store chancer. HMHB havde flere fornuftige indspil foran mål både i luften og langs jorden - uden det rigtigt blev farligt. Dog må man rose det irske holds forsvar og især målmand, som klart var holdets bedste spiller. Ca. 10 minutter før pausen ses vores anfører, Claudius Larson, med et af sine legendariske rush op ad banen. Spørgsmålet, hvor svaret vil stå uklart til evig tid, er, tager han chancen og skyder på mål, eller ser han virkelig en fri Tommy Bigom? Bolden rammer/snitter en modspiller og springer videre til topscoren, som sikkert sætter en inderside på bolden og scorer. Lidt malurt i bægeret - var det eller var det ikke en assist? Never mind. Målfesten var skudt i gang. Resten af halvlegen skete der dog ikke så meget foruden den halve friløber, som EEA fik foræret af Michael K. Jensen, som efter en vanlig stor arbejdsindsats, blev ramt af et ubehagelig astmaanfald. Dog ragede han selv kastanjerne ud af ilden. Måske kunne holdet forære manden noget astmamedicin? Han påstår han ikke selv har råd. 1-0 ved halvleg. Optimismen blomstrer. Ok, vi scorer bare de resterende 9-10 mål efter pausen - EEA ser trætte ud.
2. halvleg starter, kampen er jo så godt som vundet. Spørgsmålet er kun hvor stort, det bliver. Ingen behov for snærende markeringer og opslidende løb uden bold. Stille og roligt (nærmest som i slowmotion) overtager EEA dog en stor del af spillet. Kort ind i 2. halvleg vælger forsvarsspilleren Morten Østergaard at lade sig udskifte med en simuleret gammelmandsskade. Han har på dette tidspunkt haft et samlet løbearbejde på 27,5 meter og mærkede allerede skaden efter de første 17 meter. Lignende mest af alt en gammel mand, som netop havde fejret 90 års fødselsdag. Efter udskiftningen stiger det samlede løbearbejde eksponentielt, men EEA kommer dog tættere og tættere på udligning. Spændingen stiger, og på udskiftningsbænken bliver der bidt negle. Så kommer forløsningen. Kampens spiller og arbejdsnarkoman, Nikolai Winther, tager vist nok et par driblinger i venstre side og lægger en flad aflevering ind til Tommy Bigom, som igen giver bolden en "Jon Dahl" til 2-0. Pyha, alle kan slappe af - og hermed gjort. Ud af ingenting i en umiddelbar ufarlig situation stikker en EEA-spiller bolden en stiv tå til reducering 2-1. Kampen spidser til. HMHB må nu kæmpe uden udskiftningsmuligheder. Udskiftningsspilleren ligger på sidelinjen med rigor mortis, Michael K. Jensens astma er brudt ud igen, Jens Andersen og Jacob Hyldegaard prøver desperat at få kontakt med potentielle udskiftningsmuligheder, Claudius Larson, Tommy Bigom og Nikolai Winther forsøger i flere omgange at etablere energiske modangreb, uden det dog rigtig bliver farligt. Faktisk ses Tommy Bigom adskillige gange heroisk kæmpende i forsvaret! Ca. 10 minutter før tid udvikler situationen sig dybt i vores venstre side. Det ser ufarligt ud, men et pludseligt og perfekt spark fra en meget spids vinkel, og bolden piver ind mellem stolpe og målmand Lars-Martin Søderlund til 2-2. Efter en nervepirrende afslutning ender kampen med dette resultat. Tocifre-sejren er udsat til senere. Kampens spiller blev Nikolai Winther.